Søvnapnø

Noget andet, der kan ødelægge nattesøvnen er en partner, der snorker. Vi laver snorkeskinner, en apnøbøjle, der kan hjælpe mange. Bøjlen holder underkæben fremtrukket i let underbidsposition under søvnen. Derved trækkes tungen frem, og der skabes bedre plads i svælget. Søvnapnø er den lidelse, som snorkning kan medføre. Symptomet på søvnapnø er uregelmæssig snorken med stille perioder på mere end 10 sekunder. Mange siger, at man holder op med at trække vejret. Men iagttager man en person med søvnapnø, vil man se, at vedkommende kæmper for at få luft med kraftige vejrtrækningsbevægelser, men der kommer ikke luft igennem. Først når apnøen brydes i forbindelse med forstyrrelse af søvnen, kommer luften igennem med en høj kraftig snorken. De stille apnøer kan være 10-20-30-40 50 sekunder lange. Patienten selv oplever kun en brøkdel af disse apnøer, men kan opleve at være uudhvilet om morgenen, lige meget hvor længe vedkommende har sovet. Om dagen klager søvnapnøpatienter over træthed/søvnighed, morgenhovedpine, manglende energi, øget irritabilitet. De falder i søvn ved møder, i biografen, ved længerevarende bilture eller ved selskabeligt samvær. Trætheden/søvnigheden kan desuden føre til ulykker, dels under arbejdet, dels under bilkørsel. Ubehandlet søvnapnø er en stor belastning af hjerte og kar. Det øger risikoen for forhøjet blodtryk. På langt sigt kan det give en øget forekomst af hjerneblødninger og blodpropper i hjertet. Risikoen for disse komplikationer mindskes ved effektiv behandling.
I Danmark laves der ca. 50 bøjler om året; i Sverige 200.000. De danske læger og tandlæger er simpelthen ikke fokuseret nok på denne lidelse. De bøjler, vi indtil nu har lavet, har både givet patienten og partneren et bedre liv.